Om Vandværket


Høve Strands Vandværk

År 1951 den 12. august havde en kreds af beboere ved Høve Strand indkaldt til stiftende generalforsamling i Andelsselskabet Høve Strands Vandværk på restaurant ”Strandlyst”. Efterfølgende blev en initiativtagerne landsretssagfører A. Boserup valgt til formand. Bestyrelsen har herefter haft mange møder sammen med ingeniør Christiansen fra firmaet Hjorth, Kalundborg, der var udpeget til at opføre vandværket. Der har været ført mange og svære forhandlinger med pengeinstitutter og kommuner for at få økonomien til at hænge sammen.

Men den 2. juni 1953 besluttede bestyrelsen at igangsætte arbejdet. Den 9. juli 1954 var der tegnet 169 andelshavere og 158 havde fået vand. Vandværket er herefter blevet udbygget og renoveret mange gange. Sidste store renovering fandt sted i 2007, hvor hele udpumpningsanlægget blev udskiftet med nyt styresystem og alle pumper på vandværket blev skiftet. Vandværkets 5 boringer ligger i Jyderup Skov, en statsskov.

Nu lidt om vort filteranlæg: Filteranlægget er et lukket anlæg der består af 2 beholdere, der kan behandle 40 m³ vand pr. time.  Udpumpningsanlægget består af 4 pumper der alle  kører med variabelt omdrejningstal og derved tilpasse anlæggets kapacitet til det aktuelle forbrug og det ønskede afgangstryk. Den ældste del af vandværket, er i dag ændret til lager for målere, rør, samt reparationsfittings til ledningsnettet. Ved siden af filter- og maskinrummet er der etableret mødelokale med the-køkken samt toilet, der er tilsluttet en samletank.